En kærlighedserklæring

 

It started with a kiss. Sådan begynder en velkendt kærlighedssang og af en eller anden grund, er det den jeg kommer til at tænke på, når jeg forelsket kigger ud af køkkenvinduet – ud på min første rigtige kærlighed.

 

Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg da forsøgt at blive forelsket i et par stykker forinden, men uden det store held. De første stod nærmest bare mest i vejen eller var små og grimme efter års påvirkning af vejr og vind, så dem overtog min svigermor. Min svigermor har sådan et godt hjerte. Der er altid plads til en mere og alle fortjener endnu en chance. Jeg selv er nok mere kynisk og uden den store tålmodighed.

 

Hvor jeg bor, er der ikke megen natur, så når jeg trænger til et pusterum, er Boller Slotspark lidt uden for Horsens centrum det perfekte sted. Jeg elsker at tage mit digitalkamera med og så bare gå rundt og skyde løs. Når jeg kommer hjem, gemmer jeg billederne på min computer så jeg, når det bliver vinter, med et tryk på en knap og et par klik med musen, hurtigt kan få sommerens varme og farvepragt tilbage.

 

Det var en dejlig sommeraften og jeg var lige kommet hjem fra arbejde. Egentlig ville jeg bare have sat mig ud for at slappe af med en god bog, men der var ligesom noget der trak i mig. Jeg måtte bare af sted til Boller.

Ti minutter senere åbnede jeg den store gitterdør ind til slotshaven. Som altid blev jeg fyldt med en salig ro, men også en iver efter at se hvilke prægtige farver og former der ville møde mig i dag.

 

Et par skridt inde og kameraet blev fodret med sit første måltid. Længere henne et mere. Ned at ligge. Klips! Panorama ud over søen Klips! En Fuchsia. Klips! En guldsmed. Klips! Klips!

Et hurtigt øjekast. Kigger væk. Nej hov hvad var det? Vender mig om som i slowmotion.

 

BANG!

 

Amor har ramt mig. Ikke bare med en enkelt pil. Næ nej, et helt artilleri har sprængt mit hjerte i stumper og stykker.

Så smuk, så fuldendt, ikke en eneste fejl. Står bare der med aftensolen i ryggen og nikker høfligt til mig. Jeg træder nærmere og min næse bliver fyldt af den dejligste duft man kan tænke sig. Ærbødigt knæler jeg foran min elskede og hvisker: ”Oh, du skønneste. Lad mig vide dit navn, thi jeg må have dig hos mig i al evighed”.

Foran mig i muldet, delvist dækket af et par visne blade, viser sig en plade med det vidunderligste navn. Jeg smiler og ved, at alting nu kan gå for langsomt.
Tre uger senere står du hos mig min kæreste 'Fellowship' og jeg lover dig. at vi aldrig nogensinde skal skilles.


Artiklen har jeg skrevet til medlemsbladet 'Rosen Nyt' og den blev publiceret i nr.4 december 2002